Kom I Kog

Alt det gode på bordet …

Chili Con Carne

Chili con carne blev den første ret vi tilberedte i slow cookeren. Knappen på Slow Cookeren blev sat på medium varme. Vi gjorde sådan :

Kød, chili og løg brunes først i en gryde, så væske på, der efter hældes det i slow cookeren, der først er skyllet i varmt vand, da beholderen / “gryden” er af keramik, for at den ikke slår revner, men man kan også brune kød,krydderier, løg osv om aftenen, komme det i en boks og ind i køleskabet, næste dag hælder man det brunede kød, væske, majs, let kogte bønner osv ned i Slow cookeren, tænder på medium, går på arb. Retten passer sig selv og kan ikke brænde på, varmen kommer fra siderne.Når man kommer hjem, så skal der bare koges ris, pasta, nudler, eller hvad man nu ønsker som tilbehør. Keramikindsatsen / beholderen er lige til at sætte på bordet, nemt og lækkert.

Vi har planer om at lave Lammekølle i den til Påske, man kan også lave risengrød, det brænder ikke på og passer sig selv, der kan også laves suppe i den. Der er mange muligheder. Min mor har også købt en Slow cooker på min anbefaling og hun lavede en høne i den, en hun havde i fryseren, som hun ville smide ud. Hun havde købt to på tilbud og den første, der var kogt i alm. gryde, var så sej og forfærdelig, at den ikke rigtig var til at spise,hvis nummer 2 høne blev mør og lækker i Slow Cookeren, så kunne den klare alt, sagde min mor og det kunne den. Efter 5 timer på medium var hønen så mør og lækker, at kødet faldt fra benene, det var den bedste høne de havde smagt !

Chili Con Carne

  • 1 kg hakket oksekød max 10%
  • 4-5 store Løg
  • 5- 8 fed hvidløg alt efter smag
  • 4-5 Store Gulerødder
  • 3 dl tørrede bønner – Fx halv Kidney bønner og halv Bolotti bønner
  • 1 dåse hakkede tomater
  • 1 karton purerede tomater
  • 1 dåse majs
  • 1 stor dåse tomatpure
  • 2 terninger okseboullion
  • 2 tsk sukker
  • 1 mørk øl
  • 4 spsk. tørret basilikum, oregano kan også bruges
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • Et par spsk. Sambal Olek og/eller et par friske chilier – alt efter smag
  • Evt lidt Chipotle pasta (Røget Jalapeno)
  • Evt 1/2 kanelstang
  • Evt. 4 store Lauerbærblade

Sæt bønnerne i blød – gerne en 6-8 timers tid.

Hak løg, skræl riv gulerødderne groft. Svits dem i et par spiseskefulde olie på en pande eller i en gryde. Når de ændrer farve og bliver lidt søde i det, tag dem fra og lad dem køle lidt af. Kom dem herefter nederst i  Slow Cookerens keramikskål.

Sæt fut i gryden igen – når den er blevet varm igen, så kom hakket hvidløg, hakket chili eller Sambal Olek, spidskommen og måske et ekstra hakket løg i panden, med lidt olie i et halvt minuts tid. Brun herefter det hakkede kød, sådan at du ender med en ensartet masse. Gør et hjørne fri og svits tomatpureen her, det gør pureen mere velskagende og sød – bland det hele rundt. Tag det af blusset og lad det køle lidt af. Kom det herefter i Slow Cookerens keramikskål.

Sæt keramikskålen i Slow Cookeren og hæld de hakkede tomater og basilikum over det brunede kød. Tilsæt herefter eventuelt kanelstykket, og laurbærblade. Hæld herefter øllen over og opløs okseboullion terningerne i varmt vand – brug dåsen fra de hakkede tomater, det er et ganske glimrende mål og hæld ligeledes denne over.

Put låget på – sæt Slow Cookeren på medium og lad den stå og passe sig selv i ca 5 timer.

Skift vandet på bønnerne og kog bønnerne knapt møre (gerne mere hårde end bløde).

Rør rundt i chilien – sørg for at gulerødderne kommer rigtigt godt rundt. Kom bønnerne i ovenpå, sammen med de drænede dåsemajs. Lad dem simre med den sidste time til halvanden og røres med rundt når der er 20-30 minutter igen.

Hvis du synes at det hele er lidt tyndt kan du lade det hele simre uden låg den sidste times tid til halvanden og/eller jævne sovsen med lidt tomatpasta og/eller ketchup.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

four × 3 =

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Seneste kommentarer

Kategorier